SHU-BI-DUA 3 (MAJ 1976)

Med de to første plader opbyggede Shu-bi-dua et stort og trofast publikum, og deres rablende tekster med en nonsenskvotient et pænt stykke over middel i dansk rock ramte plet på landets teenageværelser. Der blev citeret og diskuteret Shu-bi-dua-tekster i landets skolegårde, og kimen blev lagt til en krig mellem Gasolin’ og Shu-bi-dua, som man netop havde oplevet med Sweet vs. Slade og før dem med The Beatles vs. Stones og Elvis vs. Cliff.

Shu-bi-dua tog ikke selv del i nogen krig. Faktisk holdt musikerne sig meget for sig selv og var ikke engang en del af musikmiljøet herhjemme. Måske derfor lød gruppen ikke som nogen anden. Gruppens styrke var især sammenholdet internt, nu også med guitaristen Claus Asmussen i truppen. Alle tog noget med til festen, og selv den mest gakkede idé blev prøvet af, husker Michael Bundesen:

- Vi havde dengang et motto, at i Shu-bi-dua prøver vi alt. Og det gjorde vi. Vi prøvede alt til bunds, for ellers var det ikke sjovt. 99 % af det, vi har lavet, er ikke blevet til noget umiddelbart. Men meget har været studier til noget, vi lavede senere, måske forstudier til noget, vi optrådte med, så intet har været spildt.

Vanen tro er der mærkelige ting på 3’eren som Krudt og klunker, Snadsken og Fluer i Kødbyen, men det er én sang, der især knejser stolt på pladen, og det er ”havets tournedos”, ”havets Dario Fo” alias hvalen Hvalborg.

- Da Hardinger kom med den, kunne vi straks høre, at her var noget, for det var en ballade, og der var mulighed for en masse kor. Vi syntes, at den skulle handle om en hval, og da den først var skruet sammen til en sang om hvalen Hvalborg, var vi slet ikke i tvivl. Hold da kæft, hvor var vi glade for...

Det begyndte som en spøg.
SHU-BI-DUA 3 (MAJ 1976)

Med de to første plader opbyggede Shu-bi-dua et stort og trofast publikum, og deres rablende tekster med en nonsenskvotient et pænt stykke over middel i dansk rock ramte plet på landets teenageværelser. Der blev citeret og diskuteret Shu-bi-dua-tekster i landets skolegårde, og kimen blev lagt til en krig mellem Gasolin’ og Shu-bi-dua, som man netop havde oplevet med Sweet vs. Slade og før dem med The Beatles vs. Stones og Elvis vs. Cliff.

Shu-bi-dua tog ikke selv del i nogen krig. Faktisk holdt musikerne sig meget for sig selv og var ikke engang en del af musikmiljøet herhjemme. Måske derfor lød gruppen ikke som nogen anden. Gruppens styrke var især sammenholdet internt, nu også med guitaristen Claus Asmussen i truppen. Alle tog noget med til festen, og selv den mest gakkede idé blev prøvet af, husker Michael Bundesen:

- Vi havde dengang et motto, at i Shu-bi-dua prøver vi alt. Og det gjorde vi. Vi prøvede alt til bunds, for ellers var det ikke sjovt. 99 % af det, vi har lavet, er ikke blevet til noget umiddelbart. Men meget har været studier til noget, vi lavede senere, måske forstudier til noget, vi optrådte med, så intet har været spildt.

Vanen tro er der mærkelige ting på 3’eren som Krudt og klunker, Snadsken og Fluer i Kødbyen, men det er én sang, der især knejser stolt på pladen, og det er ”havets tournedos”, ”havets Dario Fo” alias hvalen Hvalborg.

- Da Hardinger kom med den, kunne vi straks høre, at her var noget, for det var en ballade, og der var mulighed for en masse kor. Vi syntes, at den skulle handle om en hval, og da den først var skruet sammen til en sang om hvalen Hvalborg, var vi slet ikke i tvivl. Hold da kæft, hvor var vi glade for den, mindes Bundesen i dag. Og som Hardinger husker det, fik den stor betydning for Shu-bi-dua fremover:

- Det var faktisk dér, vi begyndte at spekulere over indholdet i vores tekster og om vinklen på et emne. Man kan tage sangen som en om en tegneseriefigur, men den handler altså om hvaldrab. Vi ville gerne skrive om noget, der ikke bare kom fra snadsken, men hvor der var en vinkel på. Vi synger om hvaldrab, men prøver at gøre det i den kulisse, vi havde skabt på de to første plader.

Kombinationen af skæg og ballade og alvor fungerede fint, og Shu-bi-dua fik et nyt og voksent publikum i tale, uden at de allerede indviede deserterede, og gruppen gav samtidig et lille bidrag til det fælles danske vokabularium: I dag er der ikke én spækhugger, der forvilder sig ind i de danske farvande, uden at den får navnet Hvalborg.